Der er rigtig mange mennesker, jeg burde takke indenfor løbeverden, og jeg er ikke altid verdens bedste til at få det sagt. Jeg har aldrig været god til at træne alene, og har altid søgt at få så meget selskab i min træning, som det nu har været muligt. Derfor har jeg fået lært en masse spændende mennesker at kende, og mange af dem har jeg i dag et super godt forhold til. Vil nødigt gøre forskel på folk, men jeg håber vedkommende – hvis de ellers læser dette her – ved jeg snakker om dem. Alligevel vil jeg dog specielt fremhæve en person, som har haft stor betydning for min marathon træning og det er Martin Parkhøi, som kontaktede mig i midten af juni med henblik på at træne sammen.
Jeg havde aldrig rigtig snakket med manden, men vidste han havde løbet 2.20 på marathon, og havde et godt job i Danske Bank. Vores første tur var en barsk oplevelse. Jeg ved ikke om han ville gøre indtryk, men en træningstur på 22 km på 1.14 klokken 7 om morgenen, var ikke lige, hvad jeg havde været vant til. Han joinede efterfølgende min træning, og jeg fik lært rigtig meget af ham. Hans disciplin og evne til at få gjort ting inspirerede mig.
Det var i denne her periode, jeg begyndte at fokusere ekstra meget på min kost via min sponsor Smag. Deres sunde og ernærings rigtige mad gav mig ekstra energi, og det var virkeligt en mærkbar effekt i min træning. Den sunde mad gjorde, at jeg kunne træne hårdere og længere, end jeg havde gjort før. Ikke fordi jeg ikke havde spist sundt før, men jeg havde nok ikke fået helt nok med vitaminer og mineraler.
Dette var virkeligt nødvendigt, for der blev trænet igennem i løbet af sommeren. Havde godt nok to uger i juli, hvor min fod voldte problemer, og hvor jeg ikke fik trænet, men ellers var der styr på tingene. Især weekenden var hård. Lørdagen kunne ofte starte med et længere intervalpas, såsom 10 x 1 km med 1 min pause eller 3 x 5 km med 3 min pause. Så var der lige nogle timers pause, inden jeg skulle løbe 8-10 km om aftenen. Søndag morgen stod den på lang tur 23- 28 km. Behøver jeg at fortælle, at jeg ikke havde overskud til meget andet end at træne i de dage.
Denne træningsform virkede dog, og jeg kunne mærke min form blev bedre og bedre. Jeg fik smidt nogle kilo, og der var god balance i dagligdagen. Havde i løbet af sommeren kun løbet et enkelt løb, som var et egentligt satsningsløb. I starten af juli stillede jeg til start i et halvmaraton løb i Hamborg. Desværre var det yderst ringe løbevejr, 10 grader med blæst og regn. Jeg har åbenbart en ”dårlig vane” med at finde løb, hvor jeg kommer til at løbe helt alene. Tiden 1.06.30 var ikke super imponerende, men det var en god gang træning og gav en 6 plads, og endnu en gang kunne jeg kalde mig bedste europæiske løber.
Heldigvis blev den aftalte kontrol med hjertet en god oplevelse, og jeg fik grønt lys til at træne videre uden forbehold. Perfekt, jeg kunne se fremad!
DM på 5000m valgte jeg at melde fra til, selvom jeg vidste, at min form måske kunne havde givet et godt resultat, men jeg havde andre planer. Det var ikke alle, som forstod dette valg, men jeg valgte at sige, at de skulle lade være med at vurdere min beslutning, før sæsonen var færdig.
Jeg valgte i løbet af august at løbe forskellige motionsløb. Vandt alle 4 uden de store problemer. Det giver mig altid en boost at vinde sådan nogle løb. Rent træningsmæssigt giver det nok ikke det store, men det giver et signal om, at jeg er på rette vej.
Så jeg var ganske optimistisk, før jeg stillede til start på DM på 10.000m på Bagsværd Stadion. Dette løb og DM ½ halvmaraton skulle være de to løb, som skulle danne afsættet op imod Berlin. Mine to værste konkurrenter var begge fra AGF Mikkel Kleis og Mikael Nielsen. Jeg havde på forhånd valgt at løbe passivt, da jeg mente min afslutning var god nok til at slå folk i en spurt. Men jeg tog fejl, og fik mig lidt af en lærestreg denne dag. Sluttede af med at løbe 60 sekunder på sidste omgang. Men de to førnævnte løbere sluttede begge bedre af og slog mig fortjent. Jeg lavede den store taktiske brøler ikke at løbe mit eget løb, og selvom jeg egentligt havde det ganske nemt undervejs, valgte jeg ikke at ændre på tempoet. Man skal aldrig tage noget for givet, og det var en stor fejl af mig at løbe på den måde. Tiden på 30.08 var egentligt ganske god, men jeg vidste, at jeg var i form til mere, så jeg var ikke tilfreds.
To uger efter var det revanche tid. Jeg var taget til DM i halvmaraton i Århus, og målet var ganske klart. Jeg skulle have den titel med hjem. Da maratonløbet var 3 uger senere, brugte jeg også løbet som en test med hensyn til sko og væske. Begge faktorer, som er yderst vigtige at have styr på. Hurtigt fandt jeg ud af, at mine ben var gode, og jeg ville ikke lave den samme brøler som ugen før, så jeg valgte hurtigt at glemme alt om de andre løbere, og kun koncentrere mig om at holde et tempo, som jeg mente, jeg kunne holde hele vejen. Løb stabilt 15.30 på de tre første 5 km strækninger. Et tempo, som ingen andre havde valgt at gå med på. Ved 15 km mærket kunne jeg fornemme, at jeg havde et forspring på omkring et minut, så jeg valgte at fokusere på at holde afstanden.
Min dosering af væske var desværre slået fejl. Min sukkeropløsning havde været for høj, så jeg fik mavesmerter de sidste 10 km. Mine sko var heller ikke i orden, idet jeg fik flere store vabler. Heldigvis havde jeg en super dag, så det kom ikke til at betyde noget. Jeg vandt med cirka 1 minut i tiden 1.06.06. Sejren var jeg ganske tilfreds med, da jeg fik revanche for løbet 14 dage før. Det bekymrende mig dog, at jeg havde fået problemer med maven og fødderne. De ting måtte jeg have styr på, for ellers kunne jeg godt vinke farvel til en god marathondebut. Jeg havde så store smerter i min fod efter løbet, at jeg havde meget svært ved at smile, da jeg stod på præmieskamlen. Så folk kunne ikke rigtig se, hvor glad jeg egentligt var for DM titlen.
De sidste tre uger op imod marathon løbet gik med at finjustere de sidste og yderst vigtige detaljer. Ved hjælp af Nike fik jeg nogle nye konkurrence sko hjem – Luna Spider- nok de fedeste løbesko jeg nogensinde har løbet med. Første gang jeg prøvede dem fik jeg et chok, jeg følte mig flyvende, og de sad perfekt med en minimal chance for vabler. Væsken fik jeg styr på efter nogle samtaler med eksperter på området. Jeg ville drikke 200 ml ved hver 5 km med en sukkeropløsning på 3 procent.
Tempoet var det sværeste at bestemme, for godt nok følte jeg mig godt kørende, men hvad kunne jeg på en marathon. Det primære mål var at få en god oplevelse dvs. have det godt undervejs og løbe så stabilt som muligt. Valget faldt på at prøve at holde et tempo som hed 3.15- 3.16 min./km, som skulle give en sluttid på under 2.18. Præcis 14 dage før løbet, løb jeg min længste tur på 30 km. Tempoet var på 3.50, og jeg havde ingen problemer hverken med tempo eller længde. Dog vågnede jeg dagen efter op, og var helt færdig. Kunne lige slæbe mig rundt på 12 km, dernæst gik jeg i seng og sov 20 timer træk!. Så var jeg frisk igen, og klar til at fortsætte efter planen. Jeg tror simpelthen, at min krop var smadret og havde brug for hvile.
Ellers var det hårdt at skulle holde sig i gang, men hele tiden holde igen med tempoet, og selv rolige ture føltes som en kamp at komme igennem. Formen føltes dog fin, og jeg lod mig ikke påvirke af, at jeg syntes, det var lidt hårdere at løbe 3.15 fem dage før maratonløbet end jeg plejede. Det måtte være nerver, kom jeg frem til.
Den 24 september klokken 8.55 stod jeg klar på startstregen i Berlin. Jeg var 100% klar og følte , at det var i dag, den skulle have gas. Havde inden løbet regnet mig frem til, at jeg havde løbet lidt over 90 kilometer pr. uge i snit de sidste tre måneder op til løbet. De uger i juli, hvor jeg ikke havde løbet trak meget ned. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om det var nok, men det måtte de næste 2 1/2 time vise.
Vejret var perfekt. 12-13 grader ved start, ingen vind og masser af sol. Jeg kunne fornemme, at det ville blive en varm omgang til slut i løbet, og det fik jeg ret i.
Præcis 11.17.47 ( tid 2.17.47 ) kom jeg i mål efter en monster fed oplevelse. Jeg havde haft det super hele vejen, og trods problemer ved første væskedepot fik jeg ramt et meget stabilt løb. Flere gange undervejs tænkte jeg, om jeg nu skulle øge tempoet, men valgte alle gange at holde igen. De sidste 500 meter var klart de fedeste, jeg nogensinde har løbet. Kunne ikke lade være med at tænke tilbage på min vinter, hvor jeg frygtede, at jeg løbemæssigt var færdig. Jeg havde ikke skænket mine problemer med hjertet en tanke, og jeg havde gennemført et marathon.
Wouw, det var en fed fornemmelse. Jeg var sindssyg glad, da jeg kom over stregen. Målet var nået, og jeg kunne begynde at drømme stort. Jeg ved ikke, hvad jeg kunne have løbet den dag. En ting er jeg dog sikker på, jeg kunne godt havde løbet hurtigere end min tid. Jeg havde dog opnået langt mere, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Første mål var nået, nu var tiden kommet til punkt nummer to på planen – nemlig en tid under 2.15, som med 100% sikkerhed vil give mig en OL billet..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar