mandag den 3. juni 2013

træning torsdag den 30 maj

Tilbage til fortiden kan man man godt kalde dagens træning. Løb 10 km med mine 2 gamle løbe venner Jakob Hannibal og Benjamin Wolthers. De har begge stoppet deres aktive karriere, så det er sjældent vi løber sammen. Vi har i tidernes løb virkelig travet mange kilometer sammen. I dag i et lidt roligere tempo end normalt- cirka 4.00. Vejret var fantastisk. Men mine ben er stadigvæk trætte. Nu betales regningen for maratonløbet.

træning onsdag 29 maj

Efter en fridag var jeg tilbage på træningsbanen. Om morgenen løb jeg 6 km ved Bagsværd Sø. I et tempo lidt over 4.00. Senere på dagen løb jeg 14 km med seks medlemmer af N-bro. Ganske hyggelig tur, og et samlet snit på lidt over 4.10. Vi løb igennem i byen, så der var mange stop undervejs. Ikke vildt optimalt, men sådan er det en gang imellem.

Træning mandag 27 maj

Løb 15 km med drengene og pigerne i N-bro. Vejret var glimrende, og tempoet var cirka 4.15. Har stadigvæk ganske trætte ben -efter mit maraton løb - så det passede mig ganske fint, at tempoet ikke var højere. København er nu et ganske fedt sted at løbe når vejret er godt.

mandag den 25. februar 2013

træningslejre i Portugal


I uge 8 var jeg på træningslejr i det sydlige Portugal. I nærheden af Faro ved Algarve kysten. Med en hård dansk vinter var det dejligt at komme lidt ned i varmen. Det er nu engang sjovere at løbe rundt i 15 graders varme end minus fem. Med på turen var dele af gruppen " Team Richard" som er en træningsgruppe i Sparta. Af topløbere kan nævnes Lars Budolfsen og Tom Kristensen. Desuden var min træner Claus Heckmann med på turen. 
Over vinteren har jeg trænet bedre end nogensinde før målt i kilometer. Uge mængder på 140 km er ikke hverdags kost for mig (for 2 år siden var en uge med over 100 km en sjældenhed). Udfordringen har været at få kvalitet i benene, og antal af interval pas har ikke været imponerende. Årsagen har været det dårlige danske vejr, samt mine lidt skrøbelige ben, som gør at jeg skal passe meget på, så jeg ikke render ind i en skade. 
Målet for turen var netop at få mere speed i benene, og samtidig få slappet lidt af imellem de forskellige pas. 
Hvor var det dejligt at kunne løbe i shorts igen, og jeg kunne igen begynde at føle hvorfor det er jeg elsker at løbe så meget. Min sjæl nød varmen, og mine ben nød at kunne løbe på blødt underlag igen. Det havde jeg virkelig savnet. 
Intervalpassene forløb efter planen, jeg følte mig bedre og bedre løbende, som ugen skred frem. Selvom trætheden selvfølgelig meldte sig på banen. Tiderne var bedre end forventet, og alt sad lige i skabet. 
Om fredagen havde vi en træningstest (5 km). Jeg havde om morgenen løbet 10 km, så jeg var lidt uoplagt da klokken var 13, og vi skulle begynde at varme op. Det blæste op til 12 m/s, så jeg var godt klar over at det blev en hård omgang. Opvarmningen bestod af fire km i 4.30, Ikke en skræmmende hastighed. Da vi kom hen til start, begyndte de andre at lave lidt stignings løb imens jeg selv gik rundt og samlede fokus. Tydeligvis ikke hundrede procent klar. 
Starten gik og jeg lagde mig i spids. De første 1.6 km var i medvind indtil vi ramte et vendepunkt, og skulle løbe den samme strækning denne gang i massiv modvind. Jeg aflæste 2.45 på første km, og min krop føltes fint kørende. Men straks efter vendepunktet fik jeg problemer. Kunne slet ikke træde i igennem i modvinden og måtte gå kraftigt ned i tempo. Min puls var ikke super høj, men kunne simpelthen ikke løbe hurtigere. Jeg fik hurtigt selskab af Lars, som havde hentet de 6 sekunder som der havde været imellem os ved vendepunktet. Jeg vidste han var godt kørende, men var alligevel overrasket over han stadigvæk hang med. Han så skarp ud!. Jeg var helt nede og løbe 3.10 i modvinden. Ikke super hurtigt på en 5 km, men sådan skulle det nu engang være. Måske burde jeg have lavet noget stignings løb inden løbet. Ved 3.2 km vendte vi igen, og de sidste 1.8 km hjem øgede vi hastigheden. Den sidste km løb jeg på 2.37 min., og kom hjem i 14.18 min. Lars måtte slippe til sidst og kom hjem i 14.29. 
God test, og jeg fik vist overfor mig selv, at jeg stadigvæk har fart i benene. Faktisk er det min bedste 5 km trænings tid nogensinde, og det ovenpå en uge, hvor jeg har trænet godt igennem. Så grundlæggende er jeg meget tilfreds. Det var dog bekymrende, at jeg havde det svært i modvinden. Noget jeg må arbejde videre med. 
Må lige rose Lars. Han er en af de personer som har overrasket mig mest rent løbemæssigt. Da jeg mødte ham første gang. tænkte jeg ikke på, at her var en mand man skal holde øje med i fremtiden. Hans høje statur er ikke normalt for en løber, og jeg havde med garanti ikke troet på, han ville kunne komme til at løbe under 2, 20 på marathon. Men det har han gjort, og tror helt bestemt at den tid bliver slået i fremtiden. Han er et talent, og det er en skam at han først er startet med at løbe seriøst for fem år siden. 
Hjemvendt fra træningslejren ser jeg positivt på tingene. Sæsonen er på trapperne. Første løb er den 10 marts i Haag ( 1/2 maraton), og jeg glæder mig til at komme igang. Jeg føler mig klar, men det er ikke planen jeg skal være hundrede procent skarp endnu. Det skal først komme senere på året, hvor de vigtigste løb er på programmet. 
Kan jeg komme i nærheden af min personlige rekord (1.04.11) vil jeg være yderst tilfreds. 

Træningsmæssigt er det ellers på tide at få friske ben igen. Træningen har været hård det seneste stykke tid, og jeg kan mærke at min krop har brug for mere hvile. Dvs mindre mængde, men til gengæld lidt mere fokus på intervallerne. 
Ellers bliver fokus lagt på DM 10 km, som foregår den 24 marts. Jeg forventer et hårdt løb. Faktisk ser det ud til at blive noget af det bedste som har været på dansk jord i mange år. Jeg kan nævne 10-12 personer, der på en god dag alle kan løbe under 30 min. Så det er et godt felt. Ser mig selv som en mulig vinder, men skal løbe op til mit absolut bedste, før det kan lade sig gøre, og umiddelbart er den store favorit Abdi fra Korsør. Han kan blive en klasse for sig selv på den distance, hvis han fortsætter sin udvikling. De afrikanske gener og den hårde træning giver gode resultater. Sådan er det. 
Jeg glæder mig helt vildt meget til igen at kunne løbe på skovstierne. Det er ikke fedt, at blive ved med at trave rundt på landevejene her i København. Håber og tror det kun er et spørgsmål om tid før vejret bliver bedre, for Danmark er et fantastisk sted at træne i når vejret er med os

tirsdag den 5. februar 2013

Nyt fra Them



Månederne går sin stille gang, og det er nu over tre måneder siden jeg løb mit maraton løb i Frankfurt. Puha, hvor har jeg været træt efter det løb. Det tog mig et par uger at blive frisk efter mit løb i Berlin, men her har regningen været større. 

I november havde jeg brug for ro. Ikke mindst mentalt. Jeg var flad efter en lang sæson. Det pres jeg havde lagt på mig selv op til løbet, havde jeg brug for at komme af med. Så det var rigtig dejligt med en rolig periode, hvor jeg kunne få ladt batterierne op igen.  
December gik rigtig hurtigt, og en tur til Playitas med min kæreste var yderst kærkommen. Min krop elsker varme, og det er virkeligt et dejligt sted de har fået stablet på benene dernede.  
Januar startede som lyn og torden. Træningen blev hårdere og med stort arbejdspres, gik tiden rigtigt stærkt. 

Jeg er gradvist kommet op i gear igen, og har ligget stabilt på mellem 125- 145 km efter jul. Bortset fra sidste uge hvor jeg var så uheldig af løbe ind i influenza. Det er faktisk min bedste kilometer periode nogensinde. Kan jeg holde nogenlunde det samme snit op imod mit halvmaraton i løb i Haag den 10 marts, begynder det at se fornuftigt ud. 

Her vil jeg gerne løbe et godt løb. Det vigtigste er, at jeg føler jeg er godt kørende. Tiden spiller selvfølgelig også ind. Det primære er dog følelsen af overskud. Det er først senere på året jeg skal være i topform.  Min store udfordring har været at få nok kvalitet i benene. Det danske vintervejr er ikke det bedste for mig, og jeg har konsekvent altid problemer når vi er under 0 grader. I år har jeg dog i modsætning til nogle af de andre år holdt de værste smerter væk.  Dog har jeg stadigvæk problemer med at få kroppen op i fart. Min hofte volder problemer i kulden, og det har gjort, at jeg er blevet nødt til at afbryde flere intensive pas, hvilket selvfølgeligt ikke er optimalt.

Heldigvis ser det ud som om at min maksimale ilt optagelse stadigvæk er den samme som i efteråret (måske 1-2 procent lavere) men ellers ens. Det er rigtig positivt og betyder, at jeg er fint kørende i forhold til vores sæsonplan. 

I år har jeg valgt at løbe Copenhagen Maraton for første gang. Løbet ligger fint op imod VM i Moskva, og kan give mig en masse erfaring som jeg kan bruge i min jagt på hurtigere tider. Kan jeg samtidig gøre en god figur, og måske vinde, vil jeg være super glad, men nemt bliver det bestemt ikke. 

Planen var at jeg skulle havde løbet 15 km på Østerbro d.3 februar, hvilket jeg på grund af sygdom, ikke kom til. Bittert, for det havde været et fint løb at teste formen i, op imod mit løb i Haag. Nu løber jeg et motionsløb i Dyrehaven på søndag i stedet. Det er ikke vigtigt at løbe en hurtig tid her, men mere lige komme ud og teste benene lidt i noget varieret tempo, så jeg ved hvad der skal arbejdes med. 

Ellers er det bare tilbage at passe træningen. Tager til Portugal med min træningsgruppe d.16 februar og er væk i en uges tid. Her skal der lige laves nogle rigtige hårde halvmaraton pas, så jeg kan styre mig helt ind på tempo osv. 

Vil gerne benytte lejligheden til at takke mine sponsorer for vores samarbejde. Nike, Smag, Sparta og Eco Protein. Sidstnævnte er en ny aftale jeg har lavet. Jeg er utrolig taknemmelig for at samarbejde med en virksomhed som laver økologiske proteinbar produkter , pulver osv. Deres tanker omkring økologi og sundhed er jeg tilhænger af. Det er ejet af Mikkel Kessler og af andre sportsfolk de sponserer, kan jeg nævne Matti Breschel, og Michael Maze. Er stolt af at være en del af dette.

onsdag den 31. oktober 2012

Frankfurt Marathon – målet lykkedes



For præcis en uge siden, eller nærmere sagt onsdag den 24 oktober blev jeg ringet op af Jeppe Weinreich ( journalist fra Motion Danmark). Der blev spurgt ind til mine forventninger til den førstkommende weekend, hvor jeg efter planen skulle stille til start i Frankfurt Marathon. På det tidspunkt var jeg meget nervøs. Faktisk troede jeg ikke kroppen kunne klare at gennemføre et maraton fire dage senere. Jeg fornemmede varierende smerter i achillessenen ved løb og gang. Jeg prøvede at virke cool og afslappet, men faktum var, at jeg var bange. Oplevelsen fra London Marathon tidligere på året hvor jeg måtte udgå med maveproblemer efter 25 km sad stadigvæk fast i kroppen, og jeg var meget bekymret for at jeg endnu en- gang ikke kunne komme igennem. Beslutningen var dog taget, jeg ville af sted. Ingen skulle komme og sige, jeg ikke havde gjort, hvad jeg kunne.

Spoler man tiden præcis godt en måned tilbage, var stemningen helt anderledes. Jeg var på det tidspunkt rigtig godt kørende Faktisk tror jeg aldrig min form havde været så god, som den var i september. Følte mig flyvende og 10 km tempo på 31 min føltes som en leg. På det tidspunkt var det svært ikke at rive sig med af stemningen. Desværre ender disse perioder ofte meget brutalt, og det var også tilfældet denne her gang. Betændelse i achillessenen gjorde at jeg måtte melde afbud til VM på Halvmarathon. Ikke verdens fedeste beslutning, men jeg havde ikke noget valg. Smerterne var så store, at jeg måtte respektere dem, og chancen for at miste Frankfurt var for stor. Jeg fik med hiv og sving kæmpet mig igennem den periode. Hver dag var det en overvejelse om hvad min krop kunne klare, eller nærmere ikke kunne klare. Flere dage måtte jeg melde totalt pas og holde helt fri. Ikke fedt for en løber, som elsker at komme ud i naturen. Især mængden af kvalitet blev kraftigt reduceret.

Jeg valgte at tage af sted til Frankfurt allerede om torsdagen sammen med min kæreste. Efter en kort flyvetur landede vi i en kæmpe lufthavn. Vejret var ikke noget at råbe hurra for, men der var heldigvis lang tid til søndag. Forhåbentligt var det meget bedre når starten gik. Vi blev fragtet til elitehotellet ( stedet for alle de inviterede løbere) i en kæmpe BMW. Der var stil over det, og vi var svært begejstret.  

Stedet hvor vi skulle bo lå 500 meter fra start. I et stort industriområde. Ikke verdens fedeste område, men det var en oplevelse i sig selv at se de  kæmpe bygninger. For dem af jer som har været i Dubai, minder det her faktisk lidt om det., bare i meget mindre format.  Vi brugte torsdagen på afslapning, se lidt af byen og en lille løbetur. Løb med min ven Martin Parkhøi, der var på forretningsrejse dernede. Altid hyggeligt med hans selskab.

Min krop var i bedring og jeg var begyndt at være mere optimistisk. Kombination af hvile, fodbad med is og behandling var ved at hjælpe. Min træner havde også joinet den lille gruppe og sammen blev der lagt planer om søndagens udfordringer. Vi var realistiske og vidste at der var en stor chance for at mission VM ikke ville lykkes, for faktum var at vejudsigten lovede 2-3 grader med vind. Samtidigt vidste ingen af os rigtig hvor jeg stod henne. Kun tiden ville give os svar på det spørgsmål.

Det er altid super kaotisk dagen før et maraton løb. Måske er det anderledes for andre, men jeg er meget spændt, og synes der er tusind ting som der skal være styr på. Væsken er sig selv en hel videnskab, og jeg brugte meget krudt på at vælge den rigtige strategi. Følgende blev valgt,

5 km 200 ml vand
10 km 200 ml vand med 4 procent sukkeropløsning
15 km 200 ml vand med 4 procent sukkeropløsning
20 km 200 ml vand med 4 procent sukkeropløsning
25 km 200 ml vand og en koffein gel
30 km 200 ml vand med 4 procent sukkeropløsning
35 km 200 ml vand og en koffein gel

Jeg var i tvivl om tempoet. Mine smerter bekymrede mig og jeg var usikker på, hvor mange andre løbere som ville løbe i 2.14- 2.17 tempo. Så jeg besluttede, at se løbet an og finde en gruppe, hvor jeg kunne ligge lidt i læ, da vinden og kulden uden tvivl ville blive en vigtig faktor.

Søndag morgen vågnede jeg lidt over 6. Heldigvis var vi skiftet til vintertid, så jeg fik lige en time ekstra på den konto. Havde sovet bedre end jeg havde regnet med, og min krop føltes ganske udmærket. Nerverne sad ude på tøjet og jeg var meget fokuseret. Det kunne godt være min mission ikke ville lykkes, men ingen skulle sige, jeg ikke havde været fokuseret nok og ikke gjort alt hvad jeg kunne.

Vejret var i modsætning til dagen før tørt og klart, men det var koldt, meget koldt. 2- 4 grader, og godt med vind. Ja, ikke optimalt., men sådan var gamet.

Klokken ni var der afgang fra elite hotellet, og vi skulle i samlet flok (alle de inviterede løbere)gå ned mod det område hvor vi skulle varme op samt  gøre os klar til start, som var en time senere. Jeg gik sammen med min træner og kæreste. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den næste lille time ville blive præget af kæmpe kaos. Vi blev fragtet ud i den kæmpemæssige gruppe af mennesker som var omkring start. 20.000 løbere plus tilskuere fylder en hel del, og hurtigt var alle løberne spredt. Ingen af hjælperne vidste hvor teltet for eliteløberne var henne, og jeg kunne mærke en begyndende stress i kroppen. Vi var rundt på hele området, men ingen vidste hvor jeg skulle være, og situationen var ikke optimalt. 9.40. 20 min før start havde jeg hverken varmet op, været på toilettet  ( rimeligt vigtigt inden man skal ud og løbe i 2 timer ) eller fået klædt om. Vi fandt en plads i en stor parkeringskælder og gjorde en kort status. Fokus blev fundet, og jeg styrtede tilbage på hotellet og fik ordnet mit toiletbesøg. 3 min senere fik jeg tøjet på, og så ellers ud til start, og stå klar til løbet blev skudt i gang.  Så der stod jeg total uopvarmet, og skulle gøre mig klar til at jeg skulle ud og løbe røven ud af bukserne. Jeg behøver vel næppe at sige, at jeg var godt usikker på, hvad der ville ske undervejs. Var godt og grundig frustreret. Havde forbedret mig så godt jeg kunne, og nu blev jeg sat tilbage af en dum fejl af arrangørerne. I feltet stod jeg ved siden af Patrick Makau. Løberen som er indehaveren af verdensrekorden på distancen ( 2.03.38), og tidligere vinder af BT halvmaraton. Han så skarp ud, men virkede ikke tilfreds med vejret. Startet gik. Nu skulle der kæmpes.

1 km: Jeg var faktisk ganske godt løbende. Kunne godt mærke min manglende opvarmning, men benene føltes gode. Jeg var frisk, men der var smerter i min achillessene. Havde brugt den første km på at kigge mig rundt i feltet, og finde den gruppe jeg følte passede bedst til mig. Jeg valgte en gruppe der bestod af 10 mand. Blandt dem 4 pacemakere, som skulle trække deres lokale tyske løbehåb rundt. Den gruppe virkede fornuftigt og 3.10 tempoet var perfekt.

5 km 16.00.
Vi løb rundt inde i midtbyen. Der var godt nok mange sving i starten, og en dum sidevind. Der gjorde at vi skiftede fra at have massiv medvind til en orkan af en modvind. Jeg lå stadigvæk i gruppen. Benene føltes gode. Var begyndt at være varm. Min aschillesene gjorde stadigvæk ondt, men det føltes bedre end længe. Jeg begyndte langsomt at finde en grad af optimisme. Måske kunne det her lykkes. Jeg signalerede til min træner Claus, der fulgte med undervejs på rulleskøjter at jeg var kørende. Ude i horisonten kunne jeg skimte de første løbere. Det så godt nok vildt ud, når frontgruppen bestående af 15 afrikaner kom stormende igennem byen.

10 km 31.48.
Mine smerter var væk. For første gang i en måned havde jeg ikke ondt når jeg løb. Jeg var positiv og følte mig kørende. De andre løbere i gruppen irriterede mig. De fire pacemakere for ham tyskeren ville ikke have jeg lå bag dem. Den plads var reserveret til ham, så jeg måtte pænt finde min plads længere nede. Jeg har det bedst med at have kontrol over tingene, vil helst ligge i front, eller lige bag ved (hvis jeg ellers kan). Vi løb stadigvæk rundt i midtbyen. Der var mange mennesker ude på ruten. Imponerende de trodsede det kolde dårlige vejr. Jeg mødte min kæreste ved 11 km. Vinkede til hende, og gav signal til hende om jeg var ok. Næste gang jeg ville se hende var ved 37 km. Tænkte ganske kort på hvordan jeg ville have det der. Ville jeg være træt? helt færdig? Måske ville jeg have overskud? Det spørgsmål ville jeg få svar på om en times tid. Vi blev fulgt ganske tæt af tysk tv. Altid fedt med lidt mediedækning. Jeg prøvede at virke som om jeg havde overskud. Det havde jeg nu også.

15 km 47.28
Tempoet var øget i gruppen. Lidt hurtigere end jeg havde planlagt, men jeg følte mig kørende. Tænkte faktisk tanken om jeg skulle løbe endnu hurtigere, men blev i gruppen. Kunne se jeg var foran tidsplanen, så jeg måtte hellere vælge den sikre løsning. Havde vinden i ryggen. Fedt!.

20 km. 1.03.17
Der blev rykket i gruppen, og jeg valgte ikke at gå med. På det her tidspunkt var vi 6 mand tilbage. Fire var faldet fra tidligere, men nu mente tyskeren, at der skulle mere fart på. Jeg holdt mig i skindet. Var ikke mærket af tempoet, men var godt klar over at der kunne komme en regning senere. Hurtig fandt jeg min egen rytme, og efter 2-3 km kom jeg op til gruppen igen. En gut fra Italien holdt mig med selskab i jagten på at nå op.Vi løb rundt i et dødsygt område i udkanten af Frankfurt. Ikke lige et område, hvor man ville vælge at gå en hyggelig søndags tur, men vejene var dejligt lange og bredde. Kunne ikke rigtig fornemme vinden, men det måtte skyldes at jeg havde den i ryggen. Ved alle de første væskedepoter havde jeg løbet ud til siden, taget min væske og drukket det jeg skulle. Men min italienske gut her ville åbenbart ikke tage sin egen, så efter hvert depot prøvede han forgæves at få mig til at udlevere min til ham. Jeg gav den pænt til ham, men kommenterede høfligt til ham, at han gerne måtte tage sin egen væske næste gang. Tror ikke han forstod, hvad jeg sagde, for ved alle de næste depoter troede han det samme ville ske.

25 km. 1.19.17
Jeg var godt kørende. Vi var fem tilbage i gruppen, og jeg var løbende. Kravet på 2.16.45 virkede som om den var hjemme, medmindre der dukkede kriser op, men jeg følte mig klar, og var indstillet på at kæmpe med alt hvad jeg havde. Tyskeren så skarp ud. Ingen tvivl om at han havde mere i sig. Spørgsmålet var blot, hvornår han ville åbne op.

30 km 1.35.33
Bang !!. Nu skal der kæmpes. Gruppen blev spredt da den sidste pacemaker udgik. Tyskeren har øget tempoet og jeg er i problemer. Vi løber ud af en kæmpe lang landevej. 4-5 km lang, og har vinden lige i hovedet. Det er piv koldt, og kan mærke at jeg begynder at fryse lidt. Min træner råber fokus, fokus, og jeg ved det er nu, der skal kæmpes. Kan mærke jeg ikke mangler sukker, da jeg tænkte klart. Ved 32 km kommer en englænder sprintede forbi mig, den eneste som overhaler mig undervejs. Jeg overvejer i et split sekund om jeg skal løbe med, men min fornuft siger, at jeg skal holde igen. Imponerende at han kan give den så meget gas i modvinden. Jeg overhaler selv flere andre løbere. Mest afrikanere der er gået kolde. Nogle af dem ser virkelig medtaget ud.

35 km. 1.52.10
Pyha, det er hårdt. Jeg er ved at være træt. Løber stadigvæk i modvind, og nærmer mig midtbyen hvor vi skal slutte af med at løbe rundt igen. Mange hårde sving venter, igen med masser af sidevind.  Tager min sidste gel med koffein og kan mærke den hjælper med det samme. Prøver at holde fokus så godt jeg kan, men det er svært. Tanken om hvor meget nemmere det ville være at sætte tempoet ned er fristende, men jeg kæmper imod. Møder min kæreste ved 37 km. Ville gerne råbe hej, men har simpelthen ikke kræfter til det. Hun står på et stykke, hvor der er massiv modvind. Jeg tager mig sammen. Nu skal den billet til VM i hus.

40 km 2.08,55
Målet er ved at være tæt på. Fryser stadigvæk, og har stadigvæk en stor sort hue på. Prøver så vidt muligt at holde mig varm. Min træner råber til mig, at den er hjemme. Det er jeg også klar over. Nu skal det sidste lige arbejdes hjem. Prøver at sætte tempoet op, men ikke nemt, da kræfterne er ved at være små. Heldigvis er der mange mennesker og jeg nyder stemningen. Flere danskere råber ” kom så Henrik”. Det giver ekstra kræfter. Ved 41 km smider jeg huen, og gør klar til at løbe i mål. Det sidste stykke er fedt. Jeg prøver at nyde det så godt jeg kan. Men det er svært. Dertil er jeg for træt. De sidste 200 meter foregår i en stor hal. Mega fed stemning. Jeg jeg nyder de sidste par meter ind til stregen.

42.2 km 2.16.06
Målet er nået, Jeg er VM klar. Hvor er det fedt, og hvor er jeg glad. Men jeg er mærket af det hårde løb, og det kolde vejr. Sætter mig ned og kan langsomt mærke min krop er mærket. Føler jeg skal kaste op, men der kommer ikke noget. Bliver hentet af nogle samaritter og bliver lagt op på en båre. Har det udmærket, men åbenbart ikke godt nok, så jeg bliver fragtet ud af bygningen. Ser min kæreste på vej ud, hun følger med. Vi bliver fragtet op i behandler rummet. Jeg ser andre løbere omkring mig. De ser lidende ud. Jeg fortæller samaritterne at jeg er ok. Fryser bare, og vil gerne have en Cola. Tror ikke de forstår mit skole engelsk for der sker ingenting. Heldigvis modtager jeg til sidst noget Ice tea, og jeg begynder at fylde depoterne op igen. Senere fandt jeg ud af, det var tysk tv som havde befalet at alle løbere der så ud om de havde det mindre godt i målområdet skulle fjernes. Det havde åbenbart været tilfældet med mig.

Min kæreste hjælper mig med at tage løbetøjet af. Jeg er mærket af løbet, og har ikke så meget kræfter til rådighed. Vi bliver smidt ud af behandler rummet, og vi går tilbage mod hotellet, eller noget som minder om gang. Mine forlår er færdige. Nøj, hvor gør det ondt, og jeg fryser helt vildt. Føler mig ganske ynkelig, og en tur ned af nogle trapper føles som en evighed.
Vi kommer tilbage på hotellet, og langsomt går det op for mig, hvor glad jer er. Det lykkedes formig at komme helt igennem, og jeg klarede målet. Min achillessene klarede det. Fedt, fedt, fedt. Fik fat i min træner, der havde været til en kæmpehjælp undervejs. Han var glad. Alt var godt.

Telefonen kimede det næste stykke tid. Mange ville gerne høre om mit løb. Jeg er meget beæret over den massive interesse og håber jeg personligt kan takke alle. Min krop var godt medtaget af løbet. Den hårde kulde gjorde at jeg havde svært ved at få varmen, og så var jeg usædvanlig tørstig. Tror jeg drak 10 liter resten af dagen. Sulten var jeg ikke rigtig, men tvang mad i mig.

Når jeg nu kigger tilbage på løbet, tænker jeg tilbage med positive tanker. Jeg havde ikke regnet med at jeg ville komme igennem, og nu sidder jeg med den hurtigste danske tid siden 1996, og en VM kval. Måske var mit udgangstempo for hurtigt. Jeg undervurderede nok de sidste 12 km og den kraftige vind. Jeg tabte en del tid til sidst og kunne måske havde løbet endnu bedre med et mere jævnt løb. Dog havde alle løbere det hårdt. Blev næstbedst i den gruppe på 10 personer jeg lå med fra starten af og når jeg snakkede med de andre danskere taber de alle tid til sidst. En ting er dog sikkert og det er, at jeg er overbevidst om der er mere i mig. Marathon er min distance, men det tager tid for min krop at vænne sig til den store træningsmængde. Jeg har allerede rykket mig en del og glæder mig til de næste udfordringer. Hvor langt jeg kan komme ned ved jeg ikke. Lysten har aldrig været større. I første omgang skal jeg dog nyde denne succes oplevelse med nogle rolige trænings uger. Smerterne skal helt væk og jeg har brug for at stresse lidt ned.

2012 har været et specielt år. Jeg startede året i kanon form, og fik trænet super godt i den måned jeg havde i Sydafrika.  Februar var hård på grund af den danske vinter og hård træning. I marts løb jeg nok en af mine bedste løb. 1.04.11 i Haag halvmaraton. I den uge havde jeg løbet 35 km mængde kvalitet inden løbet i nærheden af 3.00. Jeg spekulerer tit på, hvor hurtigt jeg havde kunnet løbet den dag, hvis jeg havde været frisk. London maraton blev en skidt oplevelse. Jeg startede fint, men min mave satte mig ud af spillet efter 25 km. Jeg så ingen anden udvej end at udgå. Hvad årsagen er, ved jeg ikke. Måske stress?. I maj vandt jeg Lillebælt halvmaraton. Mere på ren vilje end gode ben. Jeg havde lidt et knæk i London og jeg havde brug for revanche. De næste 2 måneder var min lyst til at træne begrænset og jeg overvejede at stoppe min karriere. Lysten var væk. Skiftede træner. Et eller andet skulle gøres.
I slutningen af juli stillede jeg til start til Etape Bornholm. Jeg kom derover som en mærket løber. Min motivation var på nulpunktet og der skulle ikke meget til før jeg blev slået ud. Første etape var et helvede, jeg var på penicillin og havde ingen kræfter.  Herefter stoppede jeg med penicillinen og vendepunktet kom dagen efter, hvor jeg vandt etapen. Den dag var jeg glad. Jeg kunne mærke jeg stadigvæk havde lysten. Resten af etapen blev nogle gode dage, og jeg fik en for mig vigtig sejr derovre.

Ugerne efter tog jeg på ferie og hyggede mig med andre ting end løb. i midten af august fik jeg målt et kondtital på 83. Nogle gange er fysikken mærkelig. Havde ikke trænet i nærheden af hvad jeg havde præsteret tidligere, men det var åbenbart det rigtige. I den kommende tid fik jeg banket masser af selvtillid ind i kroppen via sejre til Esrum Sø, Marselisborgløbet og Powerade halvmaraton. Mærkeligt for det var nogle uger hvor jeg havde rigtig travlt, men måske var det netop en fordel at jeg var mere afslappet end normalt? Jeg fik et knæk da jeg fik bøvl med achillessenen og det var ikke fedt at melde afbud til VM halv, men jeg fik heldigvis vendt skuden og afsluttet sæsonen på en god måde.

Jeg er blevet meget klogere det seneste år. Nøgleordet for mig hedder balance. Er jeg ikke i den rette tilstand kan jeg ikke præstere. Det er vigtigt for mig med harmoni imellem mit løb, arbejde og privat liv. Er der en ting der ikke er i orden, bliver jeg nødt til at forholde mig til det, ellers vil det påvirke mig og give dårlige resultater. Jeg vil gerne takke alle de personer som støtter mig. Min kæreste, træner, familie, venner, sponsorer, behandler osv. Uden jeres hjælp ville det her ikke kunnet lade sig gøre.

mandag den 2. juli 2012

træning d. 25/ 6

15 km i 3.40 rundt i skovene omkring lyngby. Havde gode ben, og følte mig ganske fint løbende.