tirsdag den 13. december 2011

Bloggen ændrer form og up date !...


Som I nok har bemærket, er jeg ikke været verdens bedste til at opdatere min blog !. Dette beklager jeg selvfølgelig meget, og må nok indrømme at min ambition om daglig opdatering nok var for ambitiøs. Derfor vil jeg nu ændre facon på bloggen. Den daglige træning vil ikke blive omtalt, fremover vil jeg kun give ugentlige up dates, og kommentere på ting, jeg mener, er relevant at dele med andre. Håber I alle tager imod denne ændring.

Min træning går rigtig godt. Er bedre løbende, end jeg egentligt kunne regne med at være på denne tid af året. Dog har jeg været præget af sygdom, ømhed samt dårligt vejr, men det er jeg nok ikke den eneste, som har været. Min skræk for at blive skadet, har gjort, at jeg dropper træningen, hver eneste gang jeg kan mærke det mindste. Jeg har simpelthen ikke råd til at blive skadet, hvis jeg skal nå mine mål.

Mit løb i Holland d. 20 november gik over alt forventning. Jeg havde inden løbet været tilfreds med en tid under 46 min, så tiden 45,15 var helt suverænt.  Specielt taget i betragtning at ruten var ganske hård. Det gik enten op eller ned hele vejen (her gik jeg rundt og troede Holland var helt fladt). Set i bagspejlet burde jeg nok have lagt en smule roligere ud. De første 5 km gik på 15.01  ( de første 3 på 8.50), og det var 5 km som kun gik op ad bakke. Derefter var jeg træt, og selvom jeg holdt tempoet nogenlunde, var det en hård omgang hele vejen til mål. De sidste tre km gik en del ned ad bakke, og her ville det have været dejligt med lidt kræfter i behold.

Dagen før løbet fik jeg den store ære at snakke med Haile Gebrselassie. Han har altid været mit store forbillede indenfor løb, så det var en kæmpe oplevelse at snakke med ham. Det svarer jo nærmest til at snakke med Messi, hvis jeg havde været fodboldspiller. Grundlæggende fik jeg indtryk af en meget ydmyg mand, som har kæmpet hårdt for at nå sine mål. Ikke mindst var jeg meget imponeret over den arbejdsdag, han byder sig selv. Morgentur hver morgen klokken 5, dernæst møder han ind på arbejde (han har en virksomhed med 600 ansatte).. Og efter en lang arbejdsdag, slutter han af med at løbe endnu en gang. Ingen tvivl om, at han må være pænt træt efter sådan en dag. På dette område skiller han sig markant ud fra resten af verdens eliten, her er der ikke mange, som laver meget andet end at træne, sove og spise. Specielt folk fra Kenya praktiserer denne livstil. I øvrigt snakkede han meget positivt om Danmark, og fortalte ivrigt om hans løbetur med Anders Fogh Rasmussen i hans hjemland for en del år siden. Ingen tvivl om, at han er en levende løbelegende, hvilket blev understreget dagen efter hvor en anden deltager ( nummer tre fra VM på marathon – pr. 2.07)  ville have et billede af sig selv ved siden af mesteren.

Mit næste løb bliver med stor sandsynlighed Nytårsaften, hvor jeg stiller til start i Østrig på et stort internationalt gadeløb. Distancen er 6.8 km. Man løber en rundstrækning på 850 meter 8 gange inde midt i byen.  Har løbet dernede før, og ved hvad der venter mig. Kan jeg forbedre min 8 plads dernede, vil jeg være rigtig godt tilfreds, men det er altid svært at vide, hvordan folk er kørende på denne årstid.  Derefter tager jeg tre uger til Sydafrika på træningslejr med Morten Munkholm, Kari Stein Karlson, Kasper Skov og Mads Tærsbøl. En glimrende træningsgruppe, og der er lagt op til nogle giftige interval pas i varmen. Førstnævnte har øvrigt netop gennemført et glimrende EM cross, hvor han sluttede på en meget fornem placering som nummer 10. Morten har i mange år gået forrest rent træningsmæssigt med trænings uger på langt over 200 km.  Flot, flot!.  For mit vedkommende gælder det om at komme ned i varmen og få lidt mere mængde ind i træningen.

I fredags blev jeg testet hos Danish Sports Academy. En stor tak skal lyde for, at de ville sætte deres udstyr til rådighed. Det blev en rigtig interessant test. Fik målt et kondital på 79, 4, hvilket er det højeste, jeg nogensinde har fået målt. Da jeg satte pr. på 5000 meter (14.03) havde jeg et på 75. Desuden havde jeg en maksimal iltoptagelse på over 5 liter, hvilket også tegner positivt. Det mest bekymrende var min løbeøkonomi. Jeg har i mange år gået rundt og troet, at det var min store force (via forskellige test), men testen viser, at min løbeøkonomi bliver markant dårligere, jo hurtigere jeg løber, og det er et problem, som jeg bliver nødt til at arbejde med. Her kan være rigtig meget at hente, så det bliver meget spændende at se resultatet af den næste test, som kommer, efter jeg er kommet hjem igen fra Sydafrika.

I øvrigt må jeg lige takke mine sponsorer Nike, Smag, Sparta uden dem ville det her projekt være svært. Og nu hvor vi snakker om samarbejdspartnere vil jeg lige præsentere Maribo Medico, som jeg er begyndt at samarbejde med. De stiller deres udstyr og rådgivning til rådighed, så jeg kan få endnu bedre træningsbetingelser. De arbejder meget med søvnrytme/ søvnkvalitet, og jeg kan uden tvivl hente meget ved at lære, at kunne restituere bedre. Maribo Medico har igennem nogle måneder nu samarbejdet med de bedste danske svømmere, og ud fra deres netop afviklede EM, er der noget som tyder på, det har effekt. Her har de vundet den ene medalje efter den anden. Glæder mig til at se resultatet af det i den kommende tid.

Rent privat er der også sket ting og sager. Er stoppet hos Running26 efter to gode år. Det har været en super svær beslutning, da jeg holder utrolig meget af alle de, som er en del af R26. Her tænker jeg både på de ansatte og ikke mindst på kunderne. Jeg har lært en masse spændende mennesker at kende, og har haft nogle fantastiske oplevelser. Har også lært en helt masse, men jeg synes tiden var kommet, til at prøve noget nyt. Jeg kan fortælle, at mit nye arbejde bliver hos Fitness.dk, hvor jeg skal være  ansvarlig for alt, hvad der hedder løb. De satser meget på at udbrede løb i deres centre, og jeg har fri muligheder for at føre en masse spændende projekter ud i livet. 

Jeg håber I vil kunne lide min nye måde at drive blog på. Som sagt er jeg meget taknemmelig for alt den støtte/interesse jeg har fået/får blandt folk.  Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til dette i mit kommende maratonløb i London !!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar