Status 2011 del 1 ( januar - maj)

2011 er snart fortid, og dermed er det tid til at gøre status på året som gik. Det sidste år har været præget af store opture, men også ganske kraftige nedture. Alt sammen noget som har sat sit præg og som har haft indflydelse på mit løb.

Året startede ganske dramatisk. I slutningen af 2010 havde jeg fået konstateret en medført hjertefejl – den ene hjerteklap var en smule utæt. Grunden til jeg opdagede fejlen var, at jeg igennem længere tid havde gået rundt og følt mig svimmel. Kunne nemt blive utilpas i store forsamlinger og havde det flere gange, som om jeg skulle besvime. Det værste var dog, at mit hjerte havde tendens til at hoppe en del over (ekstra slag), hvilket var ganske ubehageligt, da det kunne forekomme rigtig mange gange på en dag. 

Om natten kunne jeg vågne op med hjertet hamrende derudad.

Selve hjertefejlen betød ikke noget i sig selv, man da jeg havde førnævnte symptomer, blev man nødt til at undersøge det nærmere. Jeg skulle lave en maxtest på cykel, så man kunne se hvordan mit hjerte reagerede under fysisk belastning, desuden skulle jeg gå rundt med en båndoptager i fem dage, der målte min hjerterytme. Indtil jeg fik endelig svar på disse prøver, måtte jeg ikke belaste mig unødvendigt. Måtte gerne løbe, men tempoet skulle være begrænset, og ikke den store mængde. Jeg havde det mildest talt ganske elendigt. Frygtede ikke kun at min løbekarriere var færdigt, men også, at det kunne få store konsekvenser for mit liv fremover. Den 31 januar fik jeg dog en dejlig besked. Jeg kunne fortsætte min karriere, og det ville ikke få nogle konsekvenser for min tilværelse fremover. Symptomerne skyldes andre ting, måske stress ? og de ekstra hjerteslag, måtte jeg bare lære at leve med. Jeg skulle komme til kontrol et halv år senere, og det var det – Yes, jeg var kørende igen…

Men alt det her havde sat i sine spor. Godt nok havde jeg ikke været skadet, men jeg havde ikke trænet noget som helst fart i næsten tre måneder, og jeg var kommet 5-6 kilo over kampvægten, og rent mentalt, var jeg stadigvæk mærket af den hårde periode jeg havde været igennem.

Det var denne i periode, jeg første gang fik tanken om at løbe marathon. Jeg havde efterhånden løbet 5 og 10 kilometer i en del år, og trængte til at prøve noget nyt. Samtidig var jeg ikke blevet skræmt af de opstillede OL krav på distancen, og i mit hoved kunne jeg ikke se nogen årsag til, jeg ikke kunne løbe under 2.17, eller 2.15. Så jeg tog fat i min træner – Heidi Jensen – og fortalte om mine planer. Jeg er sikker på, hun må havde tænkt sit, for overfor hende sidder en løber, som i mange år var gået fra den ene skade til den anden, og nu havde haft problemer med hjertet.  Men hun fik holdt facaden meget godt, og kunne forstå mit mål. Vi aftalte betingelserne for den kommende periode, og så var der ellers kun en vej og det var fremad.  Denne snak fandt sted i midten af februar, og herefter kom der faktisk en periode hvor tingene kørte nogenlunde. Jeg kunne stadigvæk mærke, at den lange pause havde sat sine spor, men jeg fik løbet og ramt træningsuger på over 100 km, som for mig var mange kilometer.

I slutningen af marts følte jeg mig klar til at deltage i løb igen. DM på 10 km landevej skulle være stedet, hvor jeg viste, at jeg var tilbage !  Ugen før havde jeg løbet et ganske glimrende træningspas.  5 x 2 km med 2 min pause på 5.50 i snit fortalte mig, at jeg var i langt bedre form end jeg kunne forlange efter 5- 6 ugers træning. 

Feltet var i år rigtig godt, men jeg troede på mig selv, at jeg kunne gøre mig gældende – måske en smule naivt, da jeg langt fra var i form. Selve løbet blev dog en hæslig oplevelse. På startstregen begyndte mit hjerte igen at volde problemer. Det slog en masse ekstra slag, og jeg blev straks ekstremt fokuseret. Set i bagspejlet skyldes det helt sikkert nerver, men det var jeg på det tidspunkt slet ikke i stand til at forstå. Det eneste jeg tænkte på undervejs var, at jeg frygtede at jeg ville besvime, eller det som var værre. Resultatet blev at jeg kom ind på en 6 plads i tiden 30.23. Godt nok min dårligste placering til et DM løb siden 2003, men jeg kom  igennem, og ikke mindst fik vist mig selv, at jeg stadigvæk kunne, selvom jeg rent mentalt stadigvæk havde en del at arbejde med.

April måned blev præget af store smerter i forlåret. Det var en kamp at gå ned af trapper, og jeg kunne ikke rigtig træne nogen form for kvalitet. Episoden fra DM i 10 km, havde jeg sluppet fra min nethinde, og tænkte på nye mål. Fortsatte med at løbe over 100 km om ugen, og nyde det fantastiske danske forårsvej. Danmark er et suverænt sted at træne, når det er 15-20 grader samt masser af sol, og alt det havde vi i april måned.

I midten af maj stillede jeg til start i Gøteborgvartet( ½ marathon i Gøteborg).  Jeg havde ikke de store forventninger. De sidste par uger var min mængde ligget stabilt omkring 100 km pr. uge, men kvaliteten  ( intervaller og tempoture) var begrænset. Havde aldrig løbet ½ marathon, eller det er faktisk forkert, for jeg havde løbet et, da jeg var 16 årig fodboldspiller, 1.16 i BT halvmaraton.  Husker bedst løbet for, at jeg tabte til min far i spurten, og det var pænt hårdt at løbe 21,1km når man normalt kun trillede rundt med en fodbold. 

Der var 60.000 mennesker til start i Gøteborg, deriblandt et elitefelt på 25 stærke afrikanske løbere. De gav den gas i starten, og jeg prøvede – dum som jeg var – at gå med de første km. Resultatet var et udlæg på 2.45, så nu var jeg i gang. Derefter kom jeg til at løbe alene hele vejen. Jeg hentede nogle løbere undervejs, men det var afrikanerne, som var gået kolde, og nærmest joggede. Havde faktisk ganske gode ben, og kom godt igennem første halvdel af den ellers meget kuperede rundstrækning. De første 5 km blev løbet på 15.25, de næste fem på 15.09, og igen 15.25. Derefter var der totalt udsolgt, og jeg må havde lignet noget som var løgn de sidste par kilometer. Kunne dårligt løfte mine ben til sidst, og de sidste fem km på over 17.30 var ikke imponerende. Men jeg kom igennem på en 21 plads i tiden 1.06.13 og en placering som bedste ikke afrikanske løber i verdens største halv marathon løb. Måske var det ikke så skidt alligevel. Ikke mindst fik jeg en masse viden med i forhold til min debut på marathon, som jeg havde besluttet skulle være i Berlin.  En ting var dog helt sikkert, til  den tid skulle jeg prøve at løbe så stabilt som muligt. Spørgsmålet var bare i hvilket tempo.