For præcis en uge siden, eller nærmere sagt
onsdag den 24 oktober blev jeg ringet op af Jeppe Weinreich ( journalist fra
Motion Danmark). Der blev spurgt ind til mine forventninger til den førstkommende
weekend, hvor jeg efter planen skulle stille til start i Frankfurt Marathon. På
det tidspunkt var jeg meget nervøs. Faktisk troede jeg ikke kroppen kunne klare
at gennemføre et maraton fire dage senere. Jeg fornemmede varierende smerter i achillessenen
ved løb og gang. Jeg prøvede at virke cool og afslappet, men faktum var, at jeg
var bange. Oplevelsen fra London Marathon tidligere på året hvor jeg måtte udgå
med maveproblemer efter 25 km sad stadigvæk fast i kroppen, og jeg var meget
bekymret for at jeg endnu en- gang ikke kunne komme igennem. Beslutningen var
dog taget, jeg ville af sted. Ingen skulle komme og sige, jeg ikke havde gjort,
hvad jeg kunne.
Spoler man tiden præcis godt en måned tilbage,
var stemningen helt anderledes. Jeg var på det tidspunkt rigtig godt kørende
Faktisk tror jeg aldrig min form havde været så god, som den var i september.
Følte mig flyvende og 10 km tempo på 31 min føltes som en leg. På det tidspunkt
var det svært ikke at rive sig med af stemningen. Desværre ender disse perioder
ofte meget brutalt, og det var også tilfældet denne her gang. Betændelse i achillessenen
gjorde at jeg måtte melde afbud til VM på Halvmarathon. Ikke verdens fedeste
beslutning, men jeg havde ikke noget valg. Smerterne var så store, at jeg måtte
respektere dem, og chancen for at miste Frankfurt var for stor. Jeg fik med hiv
og sving kæmpet mig igennem den periode. Hver dag var det en overvejelse om
hvad min krop kunne klare, eller nærmere ikke kunne klare. Flere dage måtte jeg
melde totalt pas og holde helt fri. Ikke fedt for en løber, som elsker at komme
ud i naturen. Især mængden af kvalitet blev kraftigt reduceret.
Jeg valgte at tage af sted til Frankfurt
allerede om torsdagen sammen med min kæreste. Efter en kort flyvetur landede vi
i en kæmpe lufthavn. Vejret var ikke noget at råbe hurra for, men der var
heldigvis lang tid til søndag. Forhåbentligt var det meget bedre når starten
gik. Vi blev fragtet til elitehotellet ( stedet for alle de inviterede løbere)
i en kæmpe BMW. Der var stil over det, og vi var svært begejstret.
Stedet hvor vi skulle bo lå 500 meter
fra start. I et stort industriområde. Ikke verdens fedeste område, men det var
en oplevelse i sig selv at se de kæmpe
bygninger. For dem af jer som har været i Dubai, minder det her faktisk lidt om
det., bare i meget mindre format.
Vi brugte torsdagen på afslapning, se lidt af byen og en lille løbetur.
Løb med min ven Martin Parkhøi, der var på forretningsrejse dernede. Altid
hyggeligt med hans selskab.
Min krop var i bedring og jeg var begyndt at
være mere optimistisk. Kombination af hvile, fodbad med is og behandling var
ved at hjælpe. Min træner havde også joinet den lille gruppe og sammen blev der
lagt planer om søndagens udfordringer. Vi var realistiske og vidste at der var
en stor chance for at mission VM ikke ville lykkes, for faktum var at
vejudsigten lovede 2-3 grader med vind. Samtidigt vidste ingen af os rigtig hvor
jeg stod henne. Kun tiden ville give os svar på det spørgsmål.
Det er altid super kaotisk dagen før et
maraton løb. Måske er det anderledes for andre, men jeg er meget spændt, og
synes der er tusind ting som der skal være styr på. Væsken er sig selv en hel
videnskab, og jeg brugte meget krudt på at vælge den rigtige strategi. Følgende
blev valgt,
5 km 200 ml vand
10 km 200 ml vand med 4 procent
sukkeropløsning
15 km 200 ml vand med 4 procent
sukkeropløsning
20 km 200 ml vand med 4 procent
sukkeropløsning
25 km 200 ml vand og en koffein gel
30 km 200 ml vand med 4 procent
sukkeropløsning
35 km 200 ml vand og en koffein gel
Jeg var i tvivl om tempoet. Mine smerter
bekymrede mig og jeg var usikker på, hvor mange andre løbere som ville løbe i
2.14- 2.17 tempo. Så jeg besluttede, at se løbet an og finde en gruppe, hvor
jeg kunne ligge lidt i læ, da vinden og kulden uden tvivl ville blive en vigtig
faktor.
Søndag morgen vågnede jeg lidt over 6.
Heldigvis var vi skiftet til vintertid, så jeg fik lige en time ekstra på den
konto. Havde sovet bedre end jeg havde regnet med, og min krop føltes ganske
udmærket. Nerverne sad ude på tøjet og jeg var meget fokuseret. Det kunne godt
være min mission ikke ville lykkes, men ingen skulle sige, jeg ikke havde været
fokuseret nok og ikke gjort alt hvad jeg kunne.
Vejret var i modsætning til dagen før tørt og
klart, men det var koldt, meget koldt. 2- 4 grader, og godt med vind. Ja, ikke
optimalt., men sådan var gamet.
Klokken ni var der afgang fra elite hotellet,
og vi skulle i samlet flok (alle de inviterede løbere)gå ned mod det område
hvor vi skulle varme op samt gøre
os klar til start, som var en time senere. Jeg gik sammen med min træner og
kæreste. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den næste lille time ville blive
præget af kæmpe kaos. Vi blev fragtet ud i den kæmpemæssige gruppe af mennesker
som var omkring start. 20.000 løbere plus tilskuere fylder en hel del, og
hurtigt var alle løberne spredt. Ingen af hjælperne vidste hvor teltet for
eliteløberne var henne, og jeg kunne mærke en begyndende stress i kroppen. Vi
var rundt på hele området, men ingen vidste hvor jeg skulle være, og
situationen var ikke optimalt. 9.40. 20 min før start havde jeg hverken varmet
op, været på toilettet ( rimeligt
vigtigt inden man skal ud og løbe i 2 timer ) eller fået klædt om. Vi fandt en
plads i en stor parkeringskælder og gjorde en kort status. Fokus blev fundet,
og jeg styrtede tilbage på hotellet og fik ordnet mit toiletbesøg. 3 min senere
fik jeg tøjet på, og så ellers ud til start, og stå klar til løbet blev skudt i
gang. Så der stod jeg total
uopvarmet, og skulle gøre mig klar til at jeg skulle ud og løbe røven ud af
bukserne. Jeg behøver vel næppe at sige, at jeg var godt usikker på, hvad der
ville ske undervejs. Var godt og grundig frustreret. Havde forbedret mig så
godt jeg kunne, og nu blev jeg sat tilbage af en dum fejl af arrangørerne. I
feltet stod jeg ved siden af Patrick Makau. Løberen som er indehaveren af
verdensrekorden på distancen ( 2.03.38), og tidligere vinder af BT halvmaraton.
Han så skarp ud, men virkede ikke tilfreds med vejret. Startet gik. Nu skulle
der kæmpes.
1 km: Jeg var faktisk ganske godt løbende.
Kunne godt mærke min manglende opvarmning, men benene føltes gode. Jeg var
frisk, men der var smerter i min achillessene. Havde brugt den første km på at
kigge mig rundt i feltet, og finde den gruppe jeg følte passede bedst til mig.
Jeg valgte en gruppe der bestod af 10 mand. Blandt dem 4 pacemakere, som skulle
trække deres lokale tyske løbehåb rundt. Den gruppe virkede fornuftigt og 3.10
tempoet var perfekt.
5 km 16.00.
Vi løb rundt inde i midtbyen. Der var godt nok
mange sving i starten, og en dum sidevind. Der gjorde at vi skiftede fra at
have massiv medvind til en orkan af en modvind. Jeg lå stadigvæk i gruppen.
Benene føltes gode. Var begyndt at være varm. Min aschillesene gjorde stadigvæk
ondt, men det føltes bedre end længe. Jeg begyndte langsomt at finde en grad af
optimisme. Måske kunne det her lykkes. Jeg signalerede til min træner Claus,
der fulgte med undervejs på rulleskøjter at jeg var kørende. Ude i horisonten
kunne jeg skimte de første løbere. Det så godt nok vildt ud, når frontgruppen
bestående af 15 afrikaner kom stormende igennem byen.
10 km 31.48.
Mine smerter var væk. For første gang i en
måned havde jeg ikke ondt når jeg løb. Jeg var positiv og følte mig kørende. De
andre løbere i gruppen irriterede mig. De fire pacemakere for ham tyskeren
ville ikke have jeg lå bag dem. Den plads var reserveret til ham, så jeg måtte
pænt finde min plads længere nede. Jeg har det bedst med at have kontrol over
tingene, vil helst ligge i front, eller lige bag ved (hvis jeg ellers kan). Vi
løb stadigvæk rundt i midtbyen. Der var mange mennesker ude på ruten.
Imponerende de trodsede det kolde dårlige vejr. Jeg mødte min kæreste ved 11
km. Vinkede til hende, og gav signal til hende om jeg var ok. Næste gang jeg
ville se hende var ved 37 km. Tænkte ganske kort på hvordan jeg ville have det
der. Ville jeg være træt? helt færdig? Måske ville jeg have overskud? Det
spørgsmål ville jeg få svar på om en times tid. Vi blev fulgt ganske tæt af
tysk tv. Altid fedt med lidt mediedækning. Jeg prøvede at virke som om jeg
havde overskud. Det havde jeg nu også.
15 km 47.28
Tempoet var øget i gruppen. Lidt hurtigere end
jeg havde planlagt, men jeg følte mig kørende. Tænkte faktisk tanken om jeg
skulle løbe endnu hurtigere, men blev i gruppen. Kunne se jeg var foran
tidsplanen, så jeg måtte hellere vælge den sikre løsning. Havde vinden i ryggen.
Fedt!.
20 km. 1.03.17
Der blev rykket i gruppen, og jeg valgte ikke
at gå med. På det her tidspunkt var vi 6 mand tilbage. Fire var faldet fra tidligere,
men nu mente tyskeren, at der skulle mere fart på. Jeg holdt mig i skindet. Var
ikke mærket af tempoet, men var godt klar over at der kunne komme en regning
senere. Hurtig fandt jeg min egen rytme, og efter 2-3 km kom jeg op til gruppen
igen. En gut fra Italien holdt mig med selskab i jagten på at nå op.Vi løb
rundt i et dødsygt område i udkanten af Frankfurt. Ikke lige et område, hvor
man ville vælge at gå en hyggelig søndags tur, men vejene var dejligt lange og
bredde. Kunne ikke rigtig fornemme vinden, men det måtte skyldes at jeg havde
den i ryggen. Ved alle de første væskedepoter havde jeg løbet ud til siden, taget
min væske og drukket det jeg skulle. Men min italienske gut her ville åbenbart
ikke tage sin egen, så efter hvert depot prøvede han forgæves at få mig til at
udlevere min til ham. Jeg gav den pænt til ham, men kommenterede høfligt til
ham, at han gerne måtte tage sin egen væske næste gang. Tror ikke han forstod,
hvad jeg sagde, for ved alle de næste depoter troede han det samme ville ske.
25 km. 1.19.17
Jeg var godt kørende. Vi var fem tilbage i
gruppen, og jeg var løbende. Kravet på 2.16.45 virkede som om den var hjemme,
medmindre der dukkede kriser op, men jeg følte mig klar, og var indstillet på
at kæmpe med alt hvad jeg havde. Tyskeren så skarp ud. Ingen tvivl om at han
havde mere i sig. Spørgsmålet var blot, hvornår han ville åbne op.
30 km 1.35.33
Bang !!. Nu skal der kæmpes. Gruppen blev
spredt da den sidste pacemaker udgik. Tyskeren har øget tempoet og jeg er i
problemer. Vi løber ud af en kæmpe lang landevej. 4-5 km lang, og har vinden
lige i hovedet. Det er piv koldt, og kan mærke at jeg begynder at fryse lidt.
Min træner råber fokus, fokus, og jeg ved det er nu, der skal kæmpes. Kan mærke
jeg ikke mangler sukker, da jeg tænkte klart. Ved 32 km kommer en englænder
sprintede forbi mig, den eneste som overhaler mig undervejs. Jeg overvejer i et
split sekund om jeg skal løbe med, men min fornuft siger, at jeg skal holde
igen. Imponerende at han kan give den så meget gas i modvinden. Jeg overhaler
selv flere andre løbere. Mest afrikanere der er gået kolde. Nogle af dem ser
virkelig medtaget ud.
35 km. 1.52.10
Pyha, det er hårdt. Jeg er ved at være træt.
Løber stadigvæk i modvind, og nærmer mig midtbyen hvor vi skal slutte af med at
løbe rundt igen. Mange hårde sving venter, igen med masser af sidevind. Tager min sidste gel med koffein og kan
mærke den hjælper med det samme. Prøver at holde fokus så godt jeg kan, men det
er svært. Tanken om hvor meget nemmere det ville være at sætte tempoet ned er
fristende, men jeg kæmper imod. Møder min kæreste ved 37 km. Ville gerne råbe
hej, men har simpelthen ikke kræfter til det. Hun står på et stykke, hvor der
er massiv modvind. Jeg tager mig sammen. Nu skal den billet til VM i hus.
40 km 2.08,55
Målet er ved at være tæt på. Fryser stadigvæk,
og har stadigvæk en stor sort hue på. Prøver så vidt muligt at holde mig varm.
Min træner råber til mig, at den er hjemme. Det er jeg også klar over. Nu skal
det sidste lige arbejdes hjem. Prøver at sætte tempoet op, men ikke nemt, da
kræfterne er ved at være små. Heldigvis er der mange mennesker og jeg nyder
stemningen. Flere danskere råber ” kom så Henrik”. Det giver ekstra kræfter.
Ved 41 km smider jeg huen, og gør klar til at løbe i mål. Det sidste stykke er
fedt. Jeg prøver at nyde det så godt jeg kan. Men det er svært. Dertil er jeg
for træt. De sidste 200 meter foregår i en stor hal. Mega fed stemning. Jeg jeg
nyder de sidste par meter ind til stregen.
42.2 km 2.16.06
Målet er nået, Jeg er VM klar. Hvor er det
fedt, og hvor er jeg glad. Men jeg er mærket af det hårde løb, og det kolde
vejr. Sætter mig ned og kan langsomt mærke min krop er mærket. Føler jeg skal
kaste op, men der kommer ikke noget. Bliver hentet af nogle samaritter og
bliver lagt op på en båre. Har det udmærket, men åbenbart ikke godt nok, så jeg
bliver fragtet ud af bygningen. Ser min kæreste på vej ud, hun følger med. Vi
bliver fragtet op i behandler rummet. Jeg ser andre løbere omkring mig. De ser
lidende ud. Jeg fortæller samaritterne at jeg er ok. Fryser bare, og vil gerne
have en Cola. Tror ikke de forstår mit skole engelsk for der sker ingenting.
Heldigvis modtager jeg til sidst noget Ice tea, og jeg begynder at fylde
depoterne op igen. Senere fandt jeg ud af, det var tysk tv som havde befalet at
alle løbere der så ud om de havde det mindre godt i målområdet skulle fjernes.
Det havde åbenbart været tilfældet med mig.
Min kæreste hjælper mig med at tage løbetøjet
af. Jeg er mærket af løbet, og har ikke så meget kræfter til rådighed. Vi
bliver smidt ud af behandler rummet, og vi går tilbage mod hotellet, eller
noget som minder om gang. Mine forlår er færdige. Nøj, hvor gør det ondt, og
jeg fryser helt vildt. Føler mig ganske ynkelig, og en tur ned af nogle trapper
føles som en evighed.
Vi kommer tilbage på hotellet, og langsomt går
det op for mig, hvor glad jer er. Det lykkedes formig at komme helt igennem, og
jeg klarede målet. Min achillessene klarede det. Fedt, fedt, fedt. Fik fat i
min træner, der havde været til en kæmpehjælp undervejs. Han var glad. Alt var
godt.
Telefonen kimede det næste stykke tid. Mange
ville gerne høre om mit løb. Jeg er meget beæret over den massive interesse og
håber jeg personligt kan takke alle. Min krop var godt medtaget af løbet. Den
hårde kulde gjorde at jeg havde svært ved at få varmen, og så var jeg
usædvanlig tørstig. Tror jeg drak 10 liter resten af dagen. Sulten var jeg ikke
rigtig, men tvang mad i mig.
Når jeg nu kigger tilbage på løbet, tænker jeg
tilbage med positive tanker. Jeg havde ikke regnet med at jeg ville komme
igennem, og nu sidder jeg med den hurtigste danske tid siden 1996, og en VM
kval. Måske var mit udgangstempo for hurtigt. Jeg undervurderede nok de sidste
12 km og den kraftige vind. Jeg tabte en del tid til sidst og kunne måske havde
løbet endnu bedre med et mere jævnt løb. Dog havde alle løbere det hårdt. Blev
næstbedst i den gruppe på 10 personer jeg lå med fra starten af og når jeg snakkede
med de andre danskere taber de alle tid til sidst. En ting er dog sikkert og
det er, at jeg er overbevidst om der er mere i mig. Marathon er min distance, men
det tager tid for min krop at vænne sig til den store træningsmængde. Jeg har
allerede rykket mig en del og glæder mig til de næste udfordringer. Hvor langt
jeg kan komme ned ved jeg ikke. Lysten har aldrig været større. I første omgang
skal jeg dog nyde denne succes oplevelse med nogle rolige trænings uger.
Smerterne skal helt væk og jeg har brug for at stresse lidt ned.
2012 har været et specielt år. Jeg startede
året i kanon form, og fik trænet super godt i den måned jeg havde i Sydafrika. Februar var hård på grund af den danske
vinter og hård træning. I marts løb jeg nok en af mine bedste løb. 1.04.11 i
Haag halvmaraton. I den uge havde jeg løbet 35 km mængde kvalitet inden løbet i
nærheden af 3.00. Jeg spekulerer tit på, hvor hurtigt jeg havde kunnet løbet
den dag, hvis jeg havde været frisk. London maraton blev en skidt oplevelse.
Jeg startede fint, men min mave satte mig ud af spillet efter 25 km. Jeg så
ingen anden udvej end at udgå. Hvad årsagen er, ved jeg ikke. Måske stress?. I
maj vandt jeg Lillebælt halvmaraton. Mere på ren vilje end gode ben. Jeg havde
lidt et knæk i London og jeg havde brug for revanche. De næste 2 måneder var
min lyst til at træne begrænset og jeg overvejede at stoppe min karriere.
Lysten var væk. Skiftede træner. Et eller andet skulle gøres.
I slutningen af juli stillede jeg til start
til Etape Bornholm. Jeg kom derover som en mærket løber. Min motivation var på
nulpunktet og der skulle ikke meget til før jeg blev slået ud. Første etape var
et helvede, jeg var på penicillin og havde ingen kræfter. Herefter stoppede jeg med penicillinen
og vendepunktet kom dagen efter, hvor jeg vandt etapen. Den dag var jeg glad.
Jeg kunne mærke jeg stadigvæk havde lysten. Resten af etapen blev nogle gode
dage, og jeg fik en for mig vigtig sejr derovre.
Ugerne efter tog jeg på ferie og hyggede mig
med andre ting end løb. i midten af august fik jeg målt et kondtital på 83.
Nogle gange er fysikken mærkelig. Havde ikke trænet i nærheden af hvad jeg
havde præsteret tidligere, men det var åbenbart det rigtige. I den kommende tid
fik jeg banket masser af selvtillid ind i kroppen via sejre til Esrum Sø,
Marselisborgløbet og Powerade halvmaraton. Mærkeligt for det var nogle uger
hvor jeg havde rigtig travlt, men måske var det netop en fordel at jeg var mere
afslappet end normalt? Jeg fik et knæk da jeg fik bøvl med achillessenen og det
var ikke fedt at melde afbud til VM halv, men jeg fik heldigvis vendt skuden og
afsluttet sæsonen på en god måde.
Jeg er blevet meget klogere det seneste år.
Nøgleordet for mig hedder balance. Er jeg ikke i den rette tilstand kan jeg
ikke præstere. Det er vigtigt for mig med harmoni imellem mit løb, arbejde og
privat liv. Er der en ting der ikke er i orden, bliver jeg nødt til at forholde
mig til det, ellers vil det påvirke mig og give dårlige resultater. Jeg vil gerne takke alle de personer som støtter mig. Min
kæreste, træner, familie, venner, sponsorer, behandler osv. Uden jeres hjælp
ville det her ikke kunnet lade sig gøre.
Tillykke med den flotte tid og kvalifikationen til VM!
SvarSletFantastisk at læse din beretning og hvad der gik forud for den flotte præstation.
Hilsen Lisbeth
Tak! Tak for dine ord, dine tanker og din fantastiske beretning. Det hjælper rigtig godt på min opfattelse og forståelse for mine egne udfordringer i mit eget løb. Jeg er en novice der startede mit løb op i januar 2012 og i sep 2012 havde jeg fornøjelsen af at gennemfører mit første halvmarathon. Da jeg rundede de 6 km, kom du løbende retur. Du fik i dette øjeblik min største respekt. En ting er at læse om folk og deres præstationer. En anden ting er at møde dem på sin (og deres) vej.
SvarSletVarme hilsner fra
Heidi Clara
Ps. og tillykke med alle dine PRér. Det er jo fantastisk læsning :)